Vælg en side

Innovation B

Innovation er et vigtigt profilfag på studieretningen Innovation, som du har i 2 år og afslutter på B – niveau.

Innovation er et samfundsvidenskabeligt fag, der giver viden, kundskaber og kompetencer inden for tre felter:

  • Invention: At opfinde eller opdage muligheder
  • Innovation: At få idéer og udvikle disse idéer, som kan blive brugt eller solgt på et marked
  • Diffusion: At sprede innovationer til flere kunder, brugere og markeder

Faget giver færdigheder til at arbejde med processerne fra idé til værdiskabende handling, i såvel private og offentlige virksomheder som i profit- og nonprofitorganisationer. Derudover handler faget om innovations betydning på såvel individ-, virksomheds- og samfundsniveau.

I faget får du rig mulighed for at udvikle dine egne idéer og følge dem til dørs ved at udvikle prototyper af produkter og services samt udarbejde forretningsplaner. Du får mulighed for at deltage på forskellige nationale og internationale innovationsmesser, hvor du med dit team vil konkurrere mod andre gymnasier og blive vurderet og bedømt af rigtige erhvervsfolk fra det danske erhvervsliv.  

Faget giver dermed en omfattende indsigt i og forståelse for opstart af egen virksomhed, iværksætteri og innovation.

 

I Innovation mestre du at arbejde på tre taksonomiske niveauer:

Redegørende: Her vil du typisk blive bedt om at bruge fagets begreber til at beskrive forskellige innovationer foretaget af enten en iværksætter/entreprenør, en virksomhed eller en branche/marked.

Analyserende: Her skal du stadig bruge fagets begreber men også teorier og modeller for at kunne forklare innovationsstrategier – og processer. Det kan bl.a. ske ved at kigge internt i en virksomheds forretningsmodel og strategi.

Diskuterende/vurderende: Her skal du på baggrund af de ovenstående niveauer, diskutere og/eller vurdere en innovations udvikling og fremtidsmuligheder

I Innovation B er der begrænset skriftlighed, men der arbejdes inden for følgende opgavegenrer:

  • Forretningsplan
  • Rapport
  • PowerPoint præsentationer
  • Pitch
  • Prototyper