Vælg en side

Virksomhedsøkonomi B/A

Virksomhedsøkonomi er et vigtigt fag på HHX, da faget er et af ”profilfagene”, som du skal have i mindst to år af din uddannelse.

Virksomhedsøkonomi er et samfundsfagligt fag, der giver en god forståelse for, hvordan virksomheders økonomi hænger sammen. Derfor arbejder vi med nye og aktuelle modeller, som giver svar på, hvad virksomheder bør gøre for at sikre sig det bedst mulige økonomiske resultat – på både kort og lang sigt.

Virksomhedens omverden ændrer sig over tid, og derfor ændrer fagets indhold sig også. Det gør virksomhedsøkonomi til et aktuelt og praksisnært fag. Faget er studieforberedende, men det er også almendannende. Der arbejdes nemlig med grundlæggende økonomiske tankegange og ræsonnementer, som kan bruges i mange sammenhænge.

Virksomhedsøkonomi findes også på videregående økonomiske uddannelser. Indholdet af virksomhedsøkonomi på HHX er derfor en spejling af fagets indhold på de økonomiske uddannelser.

 I virksomhedsøkonomi arbejder du som regel på tre taksonomiske niveauer:

  • Redegørelse (Redegøre, karakterisere, udarbejde, beregne)
  • Analyse (Analysere, forklare, sammenligne)
  • Diskussion/vurdering (kritisk stillingtagen)

Når du redegør i virksomhedsøkonomi, er det vigtigt, at du bruger fagets begreber, så du eksempelvis fremhæver pointer fra en artikel med de rigtige fagbegreber. Det kan også være, at du skal redegøre for et begreb eller  lave en bestemt beregning, som du har lært. 

Når du analyserer i virksomhedsøkonomi, skal du stadig bruge fagets begreber korrekt – men du skal også strukturere stof og forklare sammenhænge. 

På dette niveau inddrages teorier og modeller. Når f.eks. en virksomheds økonomi skal analyseres, skal det ske på en systematisk måde, og årsager skal udledes. Du skal med andre ord argumentere for dine analyser og for, hvordan du når frem til dine konklusioner.

Når du diskuterer i virksomhedsøkonomi, behandler, vurderer og bedømmer du stoffet. Niveauet er det højeste, og bygger på de to andre niveauer. Når f.eks. en virksomheds fremtidsudsigter vurderes, så bygger vurderingen på analyserne fra niveauet under.

En vurdering indebærer, at du når frem til et konkret svar. Du skal derfor i din disponering af besvarelsen sikre dig, at du får formuleret et præcist svar. En diskussion indebærer modsat ikke, at du når frem til et konkret svar. En diskussion belyser f.eks. fordele og ulemper ved et forhold, eller belyser et forhold fra forskellige vinkler. Her skal du altså disponere besvarelsen, så det fremgår, at du har gjort dig nogle overvejelser “frem og tilbage”.

Afhængigt af, om du har virksomhedsøkonomi B eller A niveau, kan du i faget møde følgende opgavegenrer:

  • Rapport
  • Notat til ledelsen
  • Synopsis (primært i erhvervscase som er et samarbejde med afsætning)

Derudover kan du i undervisningen komme til at arbejde med:

  • Kortere skriveøvelser, hvor du træner at argumentere økonomisk
  • Beregningsopgaver, hvor du følger fastlagte opstillingsmetoder