Bilag
Typer og funktion af bilag
Bilag bruges som supplerende materiale, som din læser kan VÆLGE at orientere sig i, for at dykke ned i detaljer i dit arbejde, som du blot henviser til i opgaven. Dette kan fx være.
- Udskrifter af eget indsamlet materiale (noter eller transkriptioner/renskrivninger af interviews, spørgeskemaer o.lign.)
- Materialer som du har analyseret i opgaven (fx. billedmaterialer, screen-shots eller statistisk materiale). Dette gælder ikke for fx. noveller, med mindre disse ikke er udgivet og offentligt tilgængeligt
- Større udregninger og/eller udfyldte modeller, som ikke er med i selve opgaven, men som danner grundlag for andre analyser og/eller delkonklusioner.
Huskeliste til bilag
- Bilag placeres altid EFTER litteraturlisten, og tæller ikke med i sidetal i opgaven
- Bilag skal altid nummereres, og du skal henvise til numrene i opgaven.
- Du skal kun vedlægge bilag, som du aktivt bruger/henviser til, i selve opgaven.
Typiske fejl i brug af bilag
- Ligegyldige bilag, fx. tomme modeller, billeder eller andre illustrationer, som ingen funktion har i opgaven
- Placering af bilag før litteraturlisten
- Manglende nummerering af bilag
- Manglende bilag – fx. hvis du glemmer/undlader at vedlægge vigtige bilag, fx. billedmaterialet til din dansk-analyse, eller dine økonomiske beregninger