SO3: Energi
(Årgang 2023-2026)
Uge | Aktivitet |
33
|
Fælles intro til SO3 forløbet samt læreroplæg om teknologianalysen. Præsentation og udlevering af ”Energiprojekt”. Gruppedannelse og opstart på valg af energiformer og arbejde med problemformulering, samt ideer til besøgssteder.
|
34 |
Arbejde med problemformulering, indsamling af viden, arrangere besøg. Foreløbig problemformulering afleveres.
|
35 |
Virksomhedsbesøg og vidensindsamling.
|
36 |
Virksomhedsbesøg og vidensindsamling. Skrivning af teknologianalyser. Referat af gruppens virksomhedsbesøg afleveres.
|
37 |
Rundvisning på ”Energitårnet” fredag d. 13/9 kl. 13.00 for Hold 1. Aflevering af foreløbige rapporter. |
38 | Studietur |
39 |
Rundvisning på ”Energitårnet” mandag d. 23/9 kl. 13:30 for 2.s Rundvisning på ”Energitårnet” tirsdag d. 24/9 kl. 08:30 for Hold 2. Mundtlig feed back på foreløbige rapporter. Ny arbejdsplan for den enkelte gruppe. Tid til forsøg med hjælp fra kemi- og fysiklærere i 3.+4.+5. lektion fredag 27/9. |
40 |
Skrivning på rapport
|
41 |
Aflevering af endelig rapport
|
43 |
Fremlæggelser for to lærere Refleksionsskrivning |
Projektet kort fortalt
Igennem forløbet skal I arbejde med sammenligningen af 2 teknologianalyser, som begge har fokus på produktionen af enten varme, fremdrift, elektricitet eller energilagringsteknologi.
I skal arrangere et virksomhedsbesøg i jeres gruppe, og besøget skal relatere sig til det, I vil arbejde med i teknologianalyserne.
Vi besøger fælles en større energivirksomhed – Energitårnet i Roskilde.
I skal udføre forsøg i tilknytning til jeres egen undersøgelse af energifremstilling. Forsøget kan være primært fysik eller primært kemi.
Teknologianalyserne
Hver gruppe skal vælge to energiteknologier, som der skal laves teknologianalyser for. Teknologianalyserne skal sammenlignes, så derfor er det vigtigt at starte med at vælge noget som er relevant og interessant at sammenligne.
Der skal vælges ét af de fire produkter nedenfor og vælg derefter to fremstillingsprocesser. Hvis I kan finde på en anden god fremstillingsproces, er det også tilladt – problemstillingen skal dog godkendes af jeres lærer.
Varme (termisk energi) (til huset)
Vi skal have varme i vores hjem, og det kan blive dannet vha. forskellige fremstillingsprocesser. Meget ofte er varmeforsyningen til vores boliger baseret på fjernvarmen – så det er jeres ene fremstillingsform! Denne fremstillingsform skal sammenlignes med en anden varmeproducerende produkt. Vælg mellem:
- Naturgasfyr
- Varmepumper (jord til luft eller luft til luft)
- Biobrændselsfyr kombineret med solpaneler
- Biogas
- Andet (hvis I kender et eksisterende produkt)
Fremdrift (kinetisk energi) (til vores biler/transportmidler)
Vores biler skal bruge energi, som kan omdannes til fremdrift (kinetiske energi). Det sker i dag primært med benzin, diesel eller el, men der er også andre mulige alternativer. Fremdrift vha en benzin-, dieselforbrændingsmotor eller elmotor skal dermed være jeres ene produkt! Denne fremstillingsform skal sammenlignes med en anden kilde til fremdrift. Bemærk at I ikke kan lave forsøg med forbrændingsmotor! Vælg mellem:
- Bioethanol (forbrændingsmotor)
- Brint
- Andet (hvis I kender eksisterende produkt)
Elektricitet (elektrisk energi) (til huset)
I vores hjem omdanner vi elektrisk energi til lys og til alle mulige elektroniske apparater. Denne energi produceres hovedsageligt på kraftvarmeværker, men den elektriske energi kan også produceres på andre måder. Strømproduktion på et kraftværk skal dermed være jeres ene analyse! Denne fremstillingsform skal sammenlignes med en anden elproduktion. Vælg mellem:
- Vindmøller
- Solceller
- Bølgeenergi
- Andet (hvis I kender eksisterende produkt)
Energilagring
I forbindelse med omstillingen af energisystemet fra fossile brændsler til vedvarende energikilder har vi en stor udfordring med lagring af energi. Vindmøller blæser ikke jævnt, solen skinner ikke jævnt, og forbruget af energi varierer over døgnet og over året.
Det er derfor også muligt at vælge at udføre teknologianalyse af lagringsteknologier eller systemer, der indeholder energilagring. I kan have udgangspunkt i en privat husstand, undersøge og sammenligne hvilke muligheder der er på husstandsniveau eller man kan sammenligne to centrale lagringsteknologier. Vælg imellem:
- solceller og opladning af bilbatteri og/eller varmtvandsbeholder (privat husstand)
- kraftvarmeværk og centralt batteri
- vindmøller/solceller og centralt batteri eller andre lagre (sten/vand)
- andet (hvis I selv kender til andre muligheder)
Sammenlignende teknologianalyse vil sige, at I sammenligner de to måder energiydelsen kan fremskaffes på med hensyn til fordele og ulemper miljømæssigt set og med hensyn til energieffektivitet – som specificeret i jeres problemformulering!
Hint til relevant viden fra fysik og kemi
Vi ser i dette forløb på energiomsætninger.
Fra fysik har I lært om de syv energiformer, energibevarelse, effekt, energiomdannelse, arbejde, varme og nyttevirkning. I har desuden viden om elektrisk energi, kredsløb og batterier.
Prøv at overvej hvornår der er tale om hvilke energitype og hvad er fordele og ulemper ved dem. Hvor stor er nyttevirkning i de forskellige energiomdannelse. I kan også inddrage Termodynamikkens 1. og 2. hovedsætning (Fysik A), samt veksel- og jævnstrøm.
I kemi lærer I bl.a. om redoxprocesser og batterier.
I et kraftvarmeværk omdannes energien typisk ved afbrænding af et brændstof. Processen er en kemisk reaktionstype, vi kalder redoxreaktion. Det er ikke ligegyldigt, hvor brændstoffet kommer fra eller hvad brændstoffet består af. Vi får altså ikke den samme mængde energi ud af de forskellige brændstoftyper regnet pr. kg brændstof. Det kaldes brændværdi. Der kan også ved forbrændingsprocessen dannes mere eller mindre uønskede produkter – her er SO2 og CO2 blandt de mest kendte, men der dannes også andre meget giftige gasser.
Egne virksomhedsbesøg
Til den ene af de to teknologianalyser finder I en relevant virksomhed at besøge. I skal altså i jeres gruppe finde og aftale et besøg hos en lokal virksomhed eller andet, som enten beskæftiger sig med energiforsyning eller salg af energiløsninger eller som har anskaffet nogle interessante løsninger. Det kunne fx tænkes at være en lokal håndværker, som monterer solceller eller opsætter varmepumper eller etablerer jordvarme eller andet, der er relateret til energi, det kunne være en af dennes kunder eller det kunne være et offentligt energiforsyningsanlæg eller en institution eller private, der har iværksat nogle spændende nye energiløsninger.
I skal vælge besøg ud fra, hvad I ønsker at arbejde med. Den viden, I får gennem besøget, kan medvirke til at bestemme kursen for jeres projekt.
I skal lave et kort referat af besøget, som enten kan indgå direkte i rapporten eller vedlægges som bilag og derfra inddrages i rapporten efter behov.
Fælles ekskursion
Alle besøger Energitårnet i Roskilde. Energitårnet er et kraftvarmeværk, der leverer varme til Roskilde by og el til el-nettet. Kraftvarme har været og er fortsat en krumtap i dansk energiforsyning og dermed en teknologi alle bør kende til. Energitårnet i Roskilde brænder affald af. Tidligere var kraftvarmeproduktionen primært baseret på kul, men på grund af C02 udledningen herfra er en storstilet omstillingsproces i gang.
Da projektet er et SO-forløb med tre fag, er der også flere forskellige faglige mål for forløbet. De er listet herunder:
Teknologifaglige mål
I dette projekt vil der være fokus på analysen af allerede eksisterende teknologiske systemer. I skal ikke udvikle et produkt. I skal opstille en problemformulering, men ikke med henblik på selv at udvikle og producere et produkt. I skal i problemformuleringen stille skrapt på et problem, der relaterer sig til energifremstilling. I skal undersøge problemet ved hjælp af vidensindsamling: litteratur, viden fra fysik og kemi, virksomhedsbesøg og interview og ikke mindst egne forsøg og derefter komme med en vidensbaseret konklusion.
Målene er således:
- Lav en problemformulering
- Indsaml oplysninger ved hjælp af litteratur, undervisningen i kemi og fysik, og besøg hos relevante virksomheder
- Lav egne forsøg
- Lav en sammenhængende rapport bygget op over skabelonen for teknologianalyse, dvs organiseret efter underemnerne viden, organisation, teknik og produkt
- Afslut med en klar konklusion, som besvarer problemformuleringen
- Sæt kilder på alt og slut af med referenceliste, laves i word
Fysikfaglige mål
Fysik bidrager med viden om energi og effektivitet.
Kemifaglige mål
Kemi bidrager med viden om redoxreaktioner, der bl.a. indgår i elektrokemi (batterier) og forbrændinger.
SO faglige mål
Gennem arbejdet med projektet og de ovenstående faglige mål opfylder I også følgende faglige SO mål:
- undersøge og afgrænse en problemstilling ved at kombinere viden og metoder fra forskellige fag og udarbejde en problemformulering
- søge, vurdere og anvende fagligt relevant information
- kombinere viden og metoder fra fagene til indsamling og analyse af empiri og bearbejdning af problemstillingen
- perspektivere den behandlede problemstilling
- demonstrere evne til faglig formidling såvel mundtligt som skriftligt, herunder beherske forskellige genrer og fremstillingsformen i en skriftlig opgavebesvarelse
- vurdere forskellige fags og metoders muligheder og begrænsninger i arbejdet med problemstillingen
- kunne anvende relevante studiemetoder samt forholde sig refleksivt til egen læreproces og eget arbejde.
Alle disse mål er i spil i dette SO-projekt, dog med hovedvægten på de tre første af målene.
Derudover arbejder I også med kollaborativ skrivning (fællesskrivning), som I er vant til fra teknologi. Dette er også et fokuspunkt i SO.
at problemformulere på tværs af fag
at arbejde innovativt og idégenerere
at producere egen eksperimentel empiri